Hvad er det med de der Tre Principper?

Kan man komme af med tanker? Hvordan kan vores virkelighed forandres, når vi ikke skal gøre noget? Om paradokser, principper og et nyt paradigme.

Det er gået op for mig at nogle af de mennesker jeg møder, som er nysgerrige på De Tre Principper, sommetider misforstår hvad det hele går ud på, dels fordi man – i mangel af bedre – har døbt forståelsen De Tre Principper. Det får os til at lede efter et eller andet. Jeg møder folk som spørger “Hvad er De Tre Principper vi skal leve efter så? Altså hvad er OPSKRIFTEN med tre ingredienser Hvad skal man gøre"?

Derfor kan jeg have lidt svært ved at sige, jeg arbejder med en ”tilgang” der hedder "De Tre Principper". Det kan i sig selv være en vildledning at bruge ord, for noget som i sin essens ikke har en form.

Det får mig selv til at tænke over min rejse i princippernes verden - og netop at jeg i begyndelsen selv skulle forbi mit hurtige intellekt, før jeg begyndte at fange forståelsen. Når mit intellekt gjorde (og gør) modstand – så er det bl.a. når det gerne vil finde en formel på noget. I begyndelsen ledte jeg også efter; ”Hvad er det gode? Hvad er det dårlige, som jeg skal forkaste, forstå og leve efter?”. Mit intellekt konkluderede hurtigt, at det jo måtte være tankerne der var de dårlige! AHA! Det var dem man ville af med! For der ER jo altid noget der skal bekriges eller aflæres indenfor selvudviklingens verden - og her måtte det jo være tankerne. Det er dem vi som mennesker slås med, tænker over, forsøger at træne eller vil ændre, når vi fx. går i traditionel terapi. Vi snakker også meget om dem i 3p verden - for det er (kun) igennem dem vi oplever vores omgivelser, fortid eller fremtid.

I mindfulness- / den Buddhistiske forståelse, kan man også hurtig få den opfattelse at der er et mål: Tanketomhed er Nirvana og det kræver øvelse, meditation og koncentration. Min egen erfaring har været, at brugte jeg krudt på at fremme stilstand og tanketomhed, kunne det i sig selv  fremmane flere tanker, fx. bedømmende tanker om at jeg ikke ”gjorde det rigtigt” – eller måske fangede jeg et glimt af ”succes” som forsvandt igen, så snart tankerne bankede på.

Jeg forstod ikke at tanker – ligesom livskraft og bevidsthed er konstante neutrale forhold. Forhold, som er der uanset om vi får øje på dem eller ej. Tyngdekraften forsvinder jo heller ikke, når vi ikke har brug for den. Den er der hele tiden. Det er tankerne også -- også når vi ikke har brug for dem.

Så til at begynde med tænkte jeg at De Tre Principper rummede et ideal om at styre, eller komme af med tanker. Og det mindede jo lidt om både psykologi og meditations-yoga verdenen – og jeg tænkte ”nå – ok endnu en af den slags forståelser hvor det er hårdt arbejde”. Dette var en lidt flad fornemmelse – men alligevel følte jeg det var rimeligt nok.

Vi plejer jo at skulle betale med anstrengelser for at få gevinster.

For alt hvad vi ellers beskæftiger os med i livet, er normalt en læringsprocess – hvor jeg skal gå fra at være uvidende til vidende – og implementere en ny ydre praksis for at opnå en indre ro. The truth is out there.

Indtil jeg fandt ud af at det netop var omvendt. The truth is in here: I vores opfattelse af verden – i vores indre tolkning af det ydre univers. Og opfatter vi den ydre verden, fortiden eller fremtiden som belastende – så er responsen, at den opleves som belastende og vi får stressende tanker og følelser. Så netop af denne grund, er hårdt arbejde, overbevisninger, praksis og metoder oftest noget der virker midlertidigt, eller på den lange bane ligefrem bidrager til stress, fordi det belaster et intellekt der har brug for ro – en pause.

For noget tid siden var jeg til et netværksmøde for selvstændige. Jeg mødte en masse rare mennesker, heriblandt en psykoterapeut, som ville vide hvad jeg lavede. Da jeg fortalte hende om mit arbejde, spurgte hun om baggrunden for at jeg varetog samtaler med folk i kriser, med stress, i konflikter osv. Jeg måtte jo fortælle hende, at jeg (ud over min kandidatgrad i idræt og at have været på arbejdsmarkedets gedemarked i 15 år – hvilket jeg ikke nævnte) havde en coachinguddannelse i De Tre Principper. Hvor lang tid tog denne uddannelse så, ville hun vide? Den tog små to år sagde jeg. Jeg kunne godt se på hende at hun ikke var imponeret (måske endda chokeret) og hun involverede hurtigt dem der stod nærmest i, at hun havde sygeplejefaglig baggrund, havde altid haft patientkontakt i sit fag, og at hendes KLINISKE psykoterapeut uddannelse tog fire år – og at hun i øvrigt snart var færdig. Det var med hendes egne ord, et rigtig hårdt arbejde og der var rigtig mange teorier man skulle igennem, for der er jo rigtig mange diagnoser. Men hun havde fået et behandlerrum i en klinik hvor hun snart kunne tage imod patienter.

Heldigvis ville hun ikke vide hvad De Tre Principper var – og jeg fortalte i stedet at jeg underviste i yoga, hvilket hun langt lettere kunne forholde sig til. Psykoterapeuten sagde, at det ikke var noget for hende med yoga. For yoga var jo for folk der var smidige – og i øvrigt stod hun helt af, så snart en træner tog et headset på. For mig var det så morsomt at se, at hun troede der var adgangskrav til yoga og hierarkier. Og det slog mig netop at hendes intellekt– tankerne om at yoga handler om smidighed – og om headset, jo dybest set var vejspærrende fordomme om hende selv og hendes omgivelser. Og det gjorde mig lidt trist, at hverken livet, sygeplejefaget, eller fire år på et terapeutstudie havde bragt indsigter som disse med sig.

Men det siger måske også noget om hvad mange opfatter som behandling eller hjælp. Folk kan blive utrygge ved at der ikke er et hierarki og en asymmetrisk behandler / patient relation og mange års klinisk uddannelse og metoder man som “ekspert" kan gribe til. Mennesker er også vant til at der er noget grundlæggende galt med dem, og at andre (der er klogere end dem) kan reparere dem. Ord som “klinisk", “diagnostik" og “patient" leder mine egne tanker hen på sterile rum, hvide klinikker og søgen efter sygdom. Og for de mennesker der vitterligt tror på de er gået i stykker er disse ord en tryghed om at “nogen” udefra kan gøre “noget” for at de kan få det godt.

Det er paradoksale for mig er at disse intellektets øvelser, diagnosticering og uddannelser i sig selv spærrer for adgang til indsigter, fordi vi kommer til at holde krampagtigt fast i intellektet og fare vild i at lede efter det der er gået i stykker. Både som “behandler” og som “klient”. Og det leder ikke til bedring - det leder til at vi snakker om problemer og tænker på problemer.

Jeg sad forleden og lyttede til en gammel optagelse af Sydney Banks, som blandt andet sagde; "One insight can be worth more than a hundred years of training”.

Og det er præcis den samme tanke der slog mig, da jeg stod med mit glas hvidvin og ostehaps, og lyttede til den snarligt færdiguddannede, kliniske terapeut fortælle om diagnoser og patienter.

Jeg fortalte ikke terapeuten om min ikke-headset yogaundervisning, eller om mine egne stive hofter. (Eller GUD BEVARE DET, min ikke kliniske 3P biks.). Det havde jeg nok gjort før mødet med De Tre Principper – hvor det at overtale andre til at se verden på en ny måde, var nærmest en slags sport for mig.

Det som for nogle er provokerende, og modsat i forhold til gængs psykologisk praksis, er bl.a. at der er et ligeværdigt forhold mellem os der taler sammen. Vi er lige i vores refleksioner – og min eneste opgave er at pege på en forståelse der i sig selv skaber ro. Mine erkendelser er hverken dybere, eller bedre end andres. Jeg kan ikke få indsigter på andres vegne - og jeg kan ikke fortælle folk hvad de skal gøre.

De Tre Principper vil os ikke noget. De er der bare. Kender vi ikke til hvordan sindet virker, er det let at fare vild. Og det kan folk der er glade for analyse og har stor tiltro til intellektet let komme til at gøre. Det er anstrengende at have hænderne på rattet hele dagen lang. Og er man vant til at styre – så kan det - ikke at skulle styre - skabe modstand fra intellektet.

Det er provokerende for et intellekt at være stille – at være tilbagelænet – at være accepterende for det vi ikke bør, skal eller kan påvirke. Intellektet kan lide at blive brugt - egoet kan lide præstation, uddannelseslængder og titler!

På min gamle arbejdsplads var det nærmest et hæderstegn, hvis man kom ind og lignede en hængt kat og kunne fortælle man ikke havde sovet hele natten, fordi man havde tænkt så meget over et eller andet, eller var ramt af højt tempo i privatlivet eller arbejdslivet. Man beundrede dem der havde et intellekt i overdrive og en to do liste man aldrig kom igennem.

Paradoksalt nok forholder det sig sådan at vi de fleste af os elsker at være sammen med folk der er afslappede og ikke har så travlt, at de springer over køen i Netto: Som giver andre plads, som er rigtig gode til at lytte og spørge ind til ens verden – som er nysgerrige, rolige og ikke dømmende. Det er dem der ofte ser ud til at lykkes som forældre og ægtefæller - og klarer sig fint igennem kriser. Dem der giver plads til andres følelser, som er der konsekvensfrit af, at livet kan larme.

Det er også præcis de samme mennesker der er gode til at varetage samtaler. Det er i dette rolige rum man kan få indsigter og opdage hvor robuste vi ALLE er. At vi ikke KAN gå i stykker eller tage skade uanset hvad andre gør eller synes eller hvad der er sket i livet.

Når vi er udenfor rummet af diagnoser, kliniske kriterier og diagnoser - ude af hovedkontoret.

Så kommer vi hjem.

Når der er nogen der lytter. Når der er nogen der blot peger! Så finder noget i os lysten til at se - noget nyt!