Du kan ikke dø.

Måske fortæller intellektet dig at døden er et urimeligt vilkår? Måske tror du at døden er en afslutning.

Men døden er to ting. Den er et mysterium for intellektet – og en selvfølgelighed for sjælen.

Døden er som en udånding efter en indånding. En naturlig sjæls-logik. Ikke en afslutning, men blot en del af en indlysende proces. Som at indtage mad – som at sove, som at blinke. Døden er sjælens blinken. ”Jaja,”siger sjælen. ”Et blink!” Celler forandrer sig helt naturligt i kroppen. Celler dør. Kroppen dør. Men når du har blinket så åbner du dit øje. Når din krop dør – så åbnes der et andet rum.

Har du nogensinde spurgt dig selv om hvad det er som dør? Din krop - ja. Men dør du? Hvad er DU? Er du din krop? Dit navn? Din uddannelse? Hvad er det som kigger ud gennem dine øjne? Hvad har fulgt dig hele dit liv? Det har noget uforanderligt - noget evigt - noget der ikke kan dø.

Den fysiske død er ikke et mysterium for sjælen – døden er en helt ukompliceret logik - et vilkår. Det er den puls du ser omkring dig overalt. Pulsen i dig og udenfor dig. Efter en sammentrækning kommer der en afslapning. Efter en lyd kommer der en stilhed. Efter aktivitet en naturlig pause. I årstiderne – i livet - i planeternes dans.

Hvornår slutter livet så? Det gør det ikke. Selv hvis jorden blev ramt af solen og splintredes til atomer, forsvinder liv ikke. Det forandrer sig blot. Indtager nye former – skaber nye universer - nye forudsætninger.

Kan intellektet begribe det? Tvivlsomt. Men kan noget andet i dig fange logikken – den simple præmis? Kan du mærke det? Jeg kan. Fysikere peger imod det samme – men det kan mit intellekt faktisk ikke gengive eller helt begribe. Måske kan dit. Og det kan være ganske sjovt – for vi skal endelig lade vores intellekt underholde os! Gøre livet spændende – bryde øverste etage med sudokuer, kabaler, hjernevridere og universitetsuddannelser. Nyd kroppen og dit intellekt – men vær forsigtig med at misbruge det. For det kan intellektet slet ikke magte. Giv det ikke opgaven at gå i krig med døden – at være bange for, eller forsøge at undvige smerte eller sorg. Giv ikke intellektet den opgave at kontrollere kroppen, eller at slås med alle de vilkår der er et intellekt overlegent.

Du må selvfølgelig gerne – men det gør bare oplevelsen her på jorden tung i stedet for let. Det gør dage mere grå – det giver livet dårligere vilkår for at udfolde sig. Et hårdt prøvet og overbeskæftiget sind, gør det sværere at slå en kolbøtte og få grineflip, eller hoppe i vandpytter eller nyde smagen af jordbær.

Lad i stedet sjælen - vores medfødte visdom guide dig – lad sjælen synge eller græde smerten videre. Lad alt du mærker suse igennem dig – lad sorgen gå med dig ned af hovedgade, for den har ikke bedt dig om hverken tæppe, selvmedlidenhed eller nedrullede gardiner.

Det hele er allerede altid helt som det skal være. Livet og døden er ustyrlige – helt perfekte – ligesom du.